Made by Haderslev er en web-butik, som er opstået på baggrund af et godt venskab med musikeren og kunstneren Karl-Johan Berkwill.


Vi har igennem flere år spillet sammen med Karl-Johan i vores hyggelige Trio Trialka. Karl-Johan eller Kalle, som vi, de fleste andre, og Kalle selv brugte som kaldenavn, brugte meget tid på sit galleri i Nørregade. Hvis ikke vi talte musik, faldt snakken tit på Kalles galleri eller de arbejder, han havde gang i på galleriet.


Vi blev hurtigt ret vilde med hans mange motiver fra Haderslev og omegn, herunder også hans fine serie fra Aarø, som ligger ude i Lillebælt, øst for Haderslev. Der er en dejlig varm og positiv stemning i Kalles motiver. Det er tydeligt, at Kalle holdt meget af de mange fine gamle huse og gader, som findes i Haderslev. Men også den afvekslende natur med bakker, dale, fjord, søer og åer holdt Kalle meget af, hvilket jo også ses i de mange billeder som Kalle har skabt gennem de sidste knap 40 år, hvor han har boet i Haderslev.

Vi har selv været storforbruger af Kalles mange gratulationskort i str. 15x15, og for den sags skyld også hans dejlige små kort som egner sig fortrinligt til vin/blomster kort. Da Kalle gik hen og døde i efteråret 2020 var noget af det første, vi sagde til hinanden: ”Kalles kort skal leve videre”.


Derfor er vi glade for, at vi har fået lov til at overtage rettighederne til udgivelsen af Karl-Johan Berkwills kort, både de store gratulationskort, og de små vin/blomsterkort.


Det betyder, at du fremadrettet kan købe kort med motiver fra Haderslev og omegn malet af Karl-Johan Berkwill. Det vil du kunne gøre i udvalgte forretninger i Haderslev og så selvfølgelig i vores webshop her på sitet.


Velkommen i vores webshop


Hilsen

Trine Kragelund og Allan Ørslev

Indehavere af Made by Haderslev 

Navnet ”Made by Haderslev” har vi tænkt over, og valgt med omhu. Navnet skal nemlig symbolisere noget som er unikt for Haderslevområdet. Det synes vi Karl-Johan Berkwills kort er. Det er samtidig vores tanke, at vi med tiden kan udvide sortimentet i vores web-shop med andre ting, som er unikke for Haderslev.